Fra Ørby Hage til Avnø Vig

Strækningen fra Ørby Hage til Avnø Vig, er indbegrebet af lækkert fiskevand i Lillebælt. En strækning man skylder sig selv at besøge. Dette Især som lystfisker med hang til kystørreder. Denne del af Lillebælt består af lyst sand, krydret med tangbælter så langt øjet rækker. Hist og her er der stenrev at finde, men også en del fordybninger i bunden, tæt under land (badekar).

Havørrederne jager i alle vandlag på denne strækning og det er muligt, at fange dem over det helt lyse sand i det helt lave vand på 10 centimeters dybde. Man kan langt hen ad vejen gå hele strækningen fra Ørby Hage til Avnø Vig og fiske fra land. Havørrederne er ofte at finde indenfor 20 meter fra vandkanten.

De dage hvor havørrederne ikke er at finde indenfor de første 20 meter fra land, kan man med fordel iføre sig et par waders, vade ud og kaste over hver en tangplet og hvert et tangbælte, som er indenfor rækkevidde/kastevidde. Det er ofte der havørrederne er at finde.
Forår, sommer og efterår er højsæson for havørreder her.
Maj måned byder på masser af hornfisk, disse kan også fanges i alle vandlag/alle vanddybder på strækningen. Hornfiskene hugger på det samme som havørrederne.

Året rundt kan der fiskes efter fladfisk på strækningen. Her er det mest effektive at fiske aktivt… Læs mere om det under: Fangstmetoder og tips til fiskeriet fra Ørby Hage til Avnø Vig.

Fangstmetoder og tips til fiskeriet

Til havørrederne er lyse agn er klart mest fangstgivende fra Ørby Hage til Avnø Vig. Blink i sølv – hvid – hvid/grøn (tobis) – sølv/blå (sild) eller blink i sølv/sort o.s.v.

Sen efterår og tidlig forår, kan det nogle gange betale sig , at prøve med kombinationen/hvid/lyserød.
Hen under aften – ved skumringen, kan rød-sorte blink, samt blink med blå/sorte nuancer være særdeles givtige uanset årstid.
Det samme gælder for fluefiskeren … Hvide eller grålige rejerfluer er ofte effektive. Det samme er sølv-streamere eller tobisfluer i hvid/grøn, men henunder aften, er den klassiske Kobberbasse et hit hos havørrederne på denne fiskeplads.

I de kolde måneder kan lyserøde rejefluer, i perioder – dage eller uger ad gangen, lokke havørrederne til hug frem for alt andet. Da strækningen fra Ørby Hage til Avnø Vig, hovedsageligt består af et enormt lavvands-område, hvor max-dybden er godt 1,6 meter, kan fiskene findes helt inde fra land og så langt ud man kan vade eller kaste.

Fladfiskene kan være spredt ud over området. Derfor skal der ledes efter dem. Det gøres lettest ved, at bruge et forfang med et blink for enden uden krog. Sæt smalle strimler af en sild på forfangskrogene. Kast ud over den rene sandbund og spin langsomt ind henover bunden. Sådan affiskes der meter for meter, i den spændende søgen efter den næste skrubbe eller rødspætte.

Tæt på denne strækning er en af Haderslev Fjords bedste fiskepladser: Se den her… Ørby Hage fjordsiden